Alternative indkomster til skovbruget på Vallø Stift
Date
2009Author
Lund, JF
Carlsen, K
Thorsen, BJ
Type
Technical ReportLanguage
otherMetadata
Show full item recordAbstract
Denne arbejdsrapport er et af produkterne fra projektet ”Alternative indkomster til
skovbruget: Case- og feasibility-studier”. Projektet er finansieret af Skov- og Naturstyrelsen
og bliver realiseret af Skov & Landskab, Københavns Universitet, i samarbejde med Centre
for Tourism and Culture Management, Handelshøjskolen København.
Vallø Stift er en af projektets case-ejendomme og nærværende rapport er et resultat bl.a. af et
tæt produktudviklingssamarbejde mellem Vallø Stift, Skov & Landskab og Centre for
Tourism and Culture Management. Der blev i Juni 2008 afholdt en temadag på Vallø Stift for
at give et praktisk eksempel på en oplevelsesøkonomisk produktudviklingsproces.
Vallø Stift har en særlig historie som Kongeligt Frøkenstift for ugifte døtre af dansk adel og
med Dronning Margrethe II som nuværende protektor. Vallø Slot kan som ejendom dateres
tilbage til 1200-tallet, og det nuværende slot og omkringliggende bygninger kan dateres
tilbage til 1700 tallet. Med et jordtilliggende på 4 200 ha er Vallø Stift blandt landets største
godser. Ejendommens primære produktion er landbrug og skovbrug. Den sekundære
produktion indbefatter bl.a. salg af fødevareprodukter med et særligt Vallø brand, som
indbefatter garanti for dyreetisk forsvarlige produktionsmetoder og høj kvalitet.
Ejendommen ligger umiddelbart Syd for Køge, skovene har et højt besøgstal, parken, slottet
og bygningerne heromkring har en række æstetiske og landskabelige kvaliteter og en
spændende historie. Disse egenskaber giver mulighed for at udbyde en række oplevelser, som
er særlige for Vallø Stift. Der udbydes allerede nu en række oplevelsesrelaterede produkter på
ejendommen. De inkluderer udlejning af jagt, udlejning af arealer til campingplads, tilladelse
til fotografering og filmoptagelser omkring hovedbygningen, større selskaber og events i
parken, absolut eksklusive arrangementer på slottet, udstedelse af ridekort til skovene samt
mulighed for benyttelse af betalingshundeskov.
I forbindelse med dette projekt er yderligere muligheder for oplevelsesrelaterede produkter
blevet analyseret og i enkelte tilfælde allerede afprøvet. Hen gengives kort en samlet
konklusion for de analyserede produkter:
- Sæsonmarked: Vallø Stift’s produktion og afsætning af udvalgte kvalitetsfødevarer er
allerede i god gænge. Med udgangspunkt i erfaringer indsamlet i dette projekt, fx fra
Løndal, vurderes det at det på sigt kan danne rygraden i fx et påskemarked (æg og
lam) med fokus på kvalitetsmadvarer
- Tematiserede børnefødselsdage: Vallø Stift’s beliggenhed, opland, historie og
slottets og skovenes æstetiske kvaliteter er et godt grundlag for denne ydelse. Det
vurderes dog, at skal det lønne sig for alvor skal der satses på ret eksklusive versioner
og etableres velfungerende samarbejder med en guide/instruktør.
- Hundeskove har allerede her under projektet vist sig interessante som nye
betalingsydelser målrettet specielle grupper af hundeejere. Det vurderes, at kan man
fastholde det gode samarbejde kan der være grundlag for udvidelser både rettet mod
almindelige hundeluftere såvel som hundesportsfolk.
3
- Live Rollespil er en mulig udnyttelse af de to pladser i Skovhusvænge. Det vurderes
dog, at beliggenhed og rollerspillernes efterspørgsel gør, at en rentabel brug nok
primært vil kunne lade sig gøre ved at udleje arealet til enkeltstående lejre og spil.
- Mountainbikere anvender ganske ofte Skovhusvænge. Størstedelen af brugerne er
ikke organiserede og ikke bosiddende i det umiddelbare opland. Det betyder
manglende ejerskabsfølelse og ansvar for lokaliteterne på Vallø, og mulighederne for
konstruktive aftaler med og selvjustits blandt brugerne begrænsede. Det vurderes
derfor der p.t. ikke er basis for rentable samarbejdsaftaler med de mountainbikere, der
bruger området. Muligheden for mountainbikerute kan overvejes når/hvis
mountainbikere i/omkring Køge organiserer sig.
- Træklatring er en lille niche-sportsgren, der potentielt kan vokse sig større og
Skovhusvænge er igen et interessant område. På grund af de store krav til sikkerhed
mv. vurderes det, at aktiviteter på dette område alene kan gøres rentable gennem
samarbejde med professionelle specialister, som lejer adgang til skovparten.
- Eventarrangementer er en mulig videreudvikling af de eksklusive
selskabsarrangementer Vallø Stift allerede har. Det vurderes dog at muligheden skal
anvendes med omtanke for fortsat at sikre betalingsvilje for netop det eksklusive
brand.
- Nye aktiviteter omkring campingpladsen kan være med til at øge dens værdi og
dermed forpagtningsindtægterne. Skovlegepladser, trætophytter og andre ting er
mulige måder at differentiere campingpladsen fra andre, men det vurderes som en
risikabel investering umiddelbart.
Citation
Lund, J. F., Carlsen, K., & Thorsen, B. J. (2009). Alternative indkomster til skovbruget på Vallø Stift. Product development and alternative sources of income for forestry at the estate Vallø Stift’’). Working paper, Forest & Landscape, (69).Publisher
University of Nairobi, The Wangari Maathai Institute for Peace and Environmental Studies
Description
The document is in Danish Language
Collections
- Faculty of Agriculture [225]